23948sdkhjf

Legendarisk legetøjskæde lukker butikker i hele verden

Det er slut med at gå i Toys"R"Us i Storbritannien. Også i USA er der planer om at lukke eller sælge butikker.
Legetøjskæden Toys"R"Us lukker helt ned i Storbritannien. Det er en kendsgerning efter lang tids arbejde for at afklare fremtiden for de mange butikker og ansatte.

Den amerikanske kæde gik sidste år i betalingsstandsning og konkursbeskyttelse, og derfor har der siden været arbejdet for at se, hvad der kunne reddes.

For den britiske del af forretningen er svaret intet. Derfor bliver 100 butikker lukket, og 3000 ansatte mister jobbet. Det skriver erhvervsmediet Bloomberg, der citerer det britiske nyhedsbureau Press Association.

Også i USA planlægger Toys"R"Us at trække stikket. Enten skal butikkerne lukkes, eller også kan de blive solgt til kædens canadiske afdeling, der dermed kan fortsætte driften af nogle af butikkerne.

Det siger kædens administrerende direktør, David Brandon, ifølge det amerikanske nyhedsbureau AP.

Kæden har flere end 30.000 ansatte i USA.

Også i Frankrig, Spanien, Polen og Australien er der planer om at lukke butikker.

På verdensplan har Toys"R"Us flere end 64.000 ansatte.

Men legetøjsgiganten har ikke formået at forhindre forbrugerne i at vende ryggen til de fysiske butikker til fordel for de lavere priser og andre fordele ved at købe legetøj online.

Samtidig sidder Toys"R"Us på en markant gæld på 4,8 milliarder dollar - små 30 milliarder kroner - som blev optaget, da en række kapitalfonde købte selskabet i 2005.

Toys"R"Us solgte i 2016 legetøj for 11,5 milliarder dollar - 71,5 milliarder kroner. Det endte dog med et underskud på 224 millioner dollar, ikke mindst grundet renteudgifter til gælden på 455 millioner dollar (2,8 milliarder kroner).

Det fortsatte i 2017, hvor selskabet i tredje kvartal tabte 622 millioner dollar. Toys"R"Us har ikke givet overskud siden 2013.

Top-Toy, der ejer Toys"R"Us i Norden, sagde i slutningen af 2017, at man ikke forventer, at konkursen vil berøre forretningen i Danmark.

- På den korte bane vurderer vi ikke, at det har konsekvenser for vores forretning.

- Brandet står stærkt i Norden, og vores relation er alene en licensaftale. Så vi føler os faktisk relativt isoleret fra denne situation, sagde administrerende direktør for Top-Toy Søren Torp til Ritzau.

Top-Toy har over 60 Toys"R"Us butikker fordelt i Danmark, Island, Finland, Norge og Sverige.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11